Klar-parat-start

I dag gik turen til det lokale byggemarked, hvor pigerne og jeg skulle have købt træ, stolper, pælebor osv så vi kan komme igang med at bygge et højbed der med sikkerhed bliver kanon flot.
Det var skam ikke fordi at pigerne ligefrem hoppede af forventning, for at komme med i byggemarkedet, men de skulle med, havde jeg bestemt, for jeg kunne ikke styre stolper, træplanker mm. helt alene. Desuden skulle vi også låne en trailer fra selvsamme byggemarked, og de udlåner kun trailere, der er MINDST lige så stor som min lille Kitty (Psssst: Kitty er min lille gamle grimme Golf1, som næsten har samme alder som jeg, og derfor meeeeeget ung, og som er blevet pimpet med Hello Kitty hovede og hvad dertil hører, så deraf navnet Kitty)

Vi fik fyldt vognen med alle vores varer, og Sia (knap 15 år) konstaterede at vi 3 tøser da vist ikke helt passede ind i koncept byggemarked, og syntes det var ret pinligt at vi skulle købe træ og så oven i det hele også et pælebor….det er ikke noget mødre ved noget om…..men det gjorde jeg altså 😉

Hjem det gik, og bilen samt MEGA trailer skulle parkeres på den smalle sti ved baghaven. Planen var så at MEGA traileren skulle afmonteres, så pigerne kunne skubbe den tilbage, og jeg skulle bakke bilen ud, montere traileren igen, og så aflevere trailer til byggemarked. Sådan gik det så ikke:

Vi fik aflæsset traileren ganske hurtigt, og så skulle traileren afmonteres Kitty. Hun ville ikke give slip på den trailer. Uanset hvor meget vi asede og masede, rokkede den sig ikke ud af stedet. Sia sagde, at så skulle jeg da bare bakke hele vejen tilbage med traileren på bilen…GULP.
Der er vel omtrent 500 m samt et hjørne på 90 grader…og så med en MEGA trailer??? Dyre råd var gode, men der var intet andet at gøre, end at kaste mig ud i bakkeriet!!!
Julie hoppede op i traileren…bare for underholdningens skyld, og Sia gik bagved og skulle guide mig. Jeg tog desværre ikke tid på, hvor lang tid det tog, men jeg kan afsløre at det krævede at gearstangen kom i 1. gear og i bakgear utallig gange. Det lykkedes dog til sidst, og jeg priste mig lykkelig for, at det primært er ældre mennesker der bor ud til den sti, så de opdagede sikkert slet ikke at jeg baksede rundt der ude.
ENDELIG kunne vi sætte kursen mod byggemarkedet for at returnere MEGA traileren. Jeg vidste jo at Kitty ikke ville af med den, så jeg havde besluttet mig for at bede en af de ansatte om at hjælpe mig. Jeg var heldig at nogle af de unge friske mandlige ansatte holdt pause, lige hvor jeg skulle aflervere traileren. Med charmen skruet op på MAX, fik jeg en af dem til at hjælpe mig med at tage traileren af: SVUP sagde det, og så var den af Kitty!!! Jeg stod bare og gloede, men pludselig huskede jeg, at man skal huske at rose en mand, når han har hjulpet en kvinde i nød, så jeg roste ham gevaldig for hans mandekraft og venlighed….han kvitterede med at lade mig skubbe MEGA traileren vildt langt hen til dens parkeringsplads!

Nå, men nu er trævarerne købt, så nu mangler vi “kun” lige at få gravet alle planterne (inklusiv svalderkål og andet godt) op, og opbevaret godt, indtil højbedet skal bankes sammen.
Jeg kom forøvrigt i tanke om, at jeg ikke ejer nogen former for elektrisk sav, så det hele skal saves til på gammeldaws manér….spændende hvordan det kommer til at gå, nu hvor det bliver pigerne der skal svinge håndsaven. Hvis du er lige så spændt, så stay tuned 😉

Del gerne: Share on FacebookTweet about this on TwitterPin on Pinterest