Når en drøm går i opfyldelse

Der har været lidt stille på bloggen det seneste stykke tid. Men vi har arbejdet med at få orangeriet rejst, og få alle detaljerne på plads.

Hvis man tror at det er ‘bare lige’ sådan at opføre et orangeri / drivhus, må man tro om igen! Sikken en omgang, men hold nu op hvor er det blevet godt. Lige som jeg havde ønsket mig det.

Som du kunne læse forleden, så startede vi påsken med at grave ud og lægge belægning. Vi fortsatte påsken med at punktstøbe, samle skelettet, sætte glas i, bygge plantebord og indrette hele herligheden.

Efter at soklen blev støbt fast, blev murstenene skåret til, så de passede perfekt rundt om støbehullerne. Nu kan man ikke længere se at der er blevet støbt.

Det var et værre pillearbejde som kæresten havde gang i. Men det blev virkelig flot!

Tænk sig at man kan være så glad for en belægning og en faststøbt sokkel 😀

Atter troppede familien op, og hjalp til, da stellet skulle samles. Selv min gamle svigerfar på 80 mødte op om morgenen, og knoklede på til langt ud på aftenen. Om jeg er taknemmelig? Jeg ville være et skarn hvis jeg ikke var!

Der var mange kasser der var FYLDT med alustænger 🙂

Det var med at holde tungen lige i munden 🙂 Jeg læste samlevejledningen og mændende samlede 🙂

Imens de regnfyldte skyer truede, fik vi samlet hele stellet.

Vi afsluttede dagen med et rejsegilde. Det hører sig jo til, når man bygger 😉
Vores skønne naboer kom ind og fejrede rejsegildet sammen med os. Det var SÅ hyggeligt, og dejligt at de har lyst til at fejre orangeriet sammen med os.

Dagen efter var det blevet tid til at sætte glas i. Det var en MEGET stor dag!

Atter var min seje svigerfar klar til at hjælpe os. Det samme var resten af familien <3

I tirsdags startede jeg atter på arbejde og kæresten har ferie i en uge mere. Derfor lavede han et plantebord til mig. Jeg tror ikke der er nogen der har et lige så flot og velbygget plantebord i deres orangeri, som jeg har fået bygget til mit.

Sådan ser det foreløbige resultat ud <3
Der mangler stadig lidt finesser hist og pist: Gardiner som solafskærmning, ekstra hylder, rullegræs rundt om belægningen, tilsluttet el osv. Men jeg kan love dig at der er SÅ skønt derinde.

Min kæreste vil bygge et lille bord til at stille ved lænestolene, i samme materialer som han har bygget plantebordet i. Jeg vil gerne have det rundt og med sorte metalben. Det ønske skal han nok opfylde. Han er nemlig piv dygtig <3

Jernsengen her købte jeg for 175,- på Guloggratis.dk. Puder og tæpper havde jeg i forvejen. Og det er helt fantastisk at ligge der og nyde udsigten og fuglefløjtene.

Kan du forstå hvorfor jeg føler mig som verdens heldigste kvinde i disse dage? <3
Det er min oase. Mit fristed. Jeg elsker allerede at være her. Og er herude lige så snart det er mig muligt.

Der er endnu ikke så meget at lave herude i forhold til planter. Andet end at bære mine forspirede små planter frem og tilbage mellem varmen under glasset, og ind i bryggerset for at overnatte. For så at bære dem ud igen næste morgen. Det vil jeg gøre i de næste par uger, indtil vejret bliver lidt lunere, og der ikke længere er risiko for at de fryser om rødderne 🙂

Nu har jeg smidt fødderne op i sofaen, og nyder et par timer under det lune tæppe, inden det atter er godnat og jeg skal være klar til endnu en arbejdsdag.

Weekenden byder på konfirmation. Det skal være en havefest. Og med den vejrudsigt meteorologerne truer med, så betyder det vist at den varme jakke skal med til fest. Men pyt med det, bare konfirmanden får en uforglemmelig dag <3

Har du også spændende planer for weekenden?

Del gerne: Share on FacebookTweet about this on TwitterPin on Pinterest