et ganske almindeligt (have)liv fortalt af livsekspert Kira Leth

Når der kommer gang i dekorationsmaterialerne

Når der kommer gang i dekorationsmaterialerne

Orangeriet er for tiden omdannet til juledekorationsværksted. Det er noget af en opgradering fra sidste år, hvor jeg stod i et meget lille, mørkt og koldt haveskur i den bagerste del af haven. Men siden da, er mit orangeri jo kommet til, så det er naturligvis blevet opgraderet til deko-værksted i disse uger.
Når jeg er færdig med mine julesyslerier, skal alle dekorationsmaterialerne pakkes væk, og så skal orangeriet puttes i sit fineste julestads 🙂

Jeg har virkelig hygget mig i orangeriet med en varm kop kaffe (det var tiltrængt i denne kulde) og julemusik på mobilen, for at sætte stemningen. Og så ellers lade kreativiteten få frit spil. Jeg har i dagene forinden gået og overvejet hvordan de forskellige dekorationer gerne måtte ende med at se ud, og planlagt hvor de skal stå henne. Hvis jeg ikke planlægger lidt, ender det med at løbe af med mig, og så står jeg der med 8 kranse jeg ikke aner hvor jeg vil have dem henne. Fordi de enten ikke passer ind i farven eller fordi det hellere skulle have været en dekoration med lys og gran 😉

Årets adventskrans havde jeg besluttet mig for skulle holdes i lidt douche farver, blandet med lidt råt. Den kombi er nemlig rigtig god til den vægfarve inde i min stue, hvor kransen skal stå op ad:
Væggen er malet i en dyb grå farve, så den fremstår lidt rå.
Og så elsker jeg farven grøn. Så Den grønne farve skulle naturligvis også indgå i kransen. Grå og grøn er meget glade for hinanden, så det skulle blive et flot match.
Selve kransen er lavet af et par lavgrene som jeg har bundet sammen i en cirkel. Herpå har jeg bundet enebær og en anden slags blød granart (den minder en smule om en lysegrå thuja)
Derefter har jeg pyntet kransen med tørrede hortensiablomster fra haven, og et par andre lyserøde blomster (købt i Søstrene Grene – så de er HELT uægte 😉 ) et par små kogler og glaskugler har også  fundet deres vej til kransen. Og slutteligt har jeg sat et par hvidmalede krogede grene på, for at dæmpe det lidt ‘fine’ udtryk.

Jeg har lagt kransen ovenpå et rundt træfarvet fad og blot stillet de 4 lys inde i midten. Resultatet er jeg egentlig blevet ganske godt tilfreds med:

Så nu står adventskransen inde i stuen og venter på at den skal tændes næste søndag

 

I morgen vil jeg vise dig lidt af nogle af de andre dekorationer jeg har hygget mig med at lave i denne weekend.
Indtil da må du have en, selvom den er våd og blæsende, dejlig sidste mandag i november.

Del gerne: Share on FacebookTweet about this on TwitterPin on Pinterest


TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)