Cheesecake på en ny og lækker måde

Cheesecake på en ny og lækker måde

I eftermiddags kom mine svigerforældre forbi til kaffetid og eftermiddagshygge – og min yderst dygtige svigerfar skulle hjælpe min kæreste med at tilrette min sølvkommode, som jeg i sin tid købte på Lauritz.com. Skufferne i den gled aldrig HELT godt, meeeen det gør de nu 🙂

Nå, men nu hvor vi er blevet lidt flere i familien, er det altså sjovere at afprøve nogle af alle de opskrifter jeg efterhånden har fået gemt, men aldrig afprøvet.

I dag var turen så kommet til en rigtig lækker cheesecake. Eller: Jeg vidste jo ikke om den var så lækker, som den så ud på billederne, men der tog den sig i hvert fald RIGTIG godt ud!

Jeg gik i gang i formiddags, for at den kunne være klar til kaffetid, da den skulle stå på køl i minimum 4 timer.

Cheesecake bagning

Kagen tog faktisk lidt tid at lave, da der var en del processer jeg skulle igennem, men resultatet blev SUPER!

Cheesecake med jordbær

Opskriften havde jeg fundet på Femina.dk  og den var ikke svær at følge – altså opskriften.

Mine svigerforældre syntes heldigvis også godt om kagen, så det må betegnes som en succes 🙂

Her er opskriften jeg fulgte:

Cheesecake med jordbær til 12 personer

Tid: 40 minutter. Hviletid: Mindst 4 timer.
KIKSEBUND
100 g mandler
230 g Digestive-kiks
3 spsk. sukker
1 spsk. stødt kanel
100 g smør
1 springform med løs bund,  ca. 18 cm i diameter
OSTECREME
6 blade husblas
2 æggeblommer, evt. pasteuriserede
100 g sukker
250 g mascarpone
1 dl cremefraiche 38 %
korn af ½ vaniljestang
3 æggehvider, evt. pasteuriserede
2 dl piskefløde
PYNT
500 g jordbær
2 spsk. rørsukker

Sådan laver du cheesecaken

Kiksebund: Blend mandlerne let i en foodprocessor. Tilsæt letknuste kiks, sukker og kanel, og blend det til en ensartet masse. Smelt smørret, hæld det i foodprocessoren, og blend godt. Tryk kiksemassen ud i en springform beklædt med bagepapir, og stil den på køl.
Ostecreme: Udblød husblassen i en skål med koldt vand i 5 minutter. Pisk æggeblommer og sukker sammen, til det er hvidt og luftigt. Rør mascarpone, cremefraiche og vaniljekorn sammen, og vend det i æggeblommemassen. Vrid husblasbladene let, og smelt dem forsigtigt over vandbad. Rør husblassen i cremen. Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i cremen. Pisk fløden til flødeskum, og vend den i cremen til sidst. Fordel cremen oven på kiksebunden. Læg husholdningsfilm over formen, og stil den i køleskabet i mindst 4 timer.
Pynt: Skyl og nip jordbærrene. Skær dem i kvarter, drys med sukker, og lad dem trække i 20 minutter. Fordel dem oven på den afkølede cheesecake, og servér.
Heldigvis var der en rest tilovers. Den vil vi nyde i morgen eftermiddag sammen med en god kop kaffe 🙂

Vi er netop hjemvendt fra en både hyggelig men også meget speciel aften i Falsled, hvor der var havnefest. Nogle af vores bekendte stod for aftenens underholdning i teltet, og det skulle vi naturligvis ned og høre.

Hvis du vil vide hvad vi ellers oplevede af overraskende ting, så læs med i morgen. Da har vi forhåbentligt fået fordøjet de ret specielle og noget usædvanlige oplevelser 😀

 



Tak fordi du giver dig tid til at skrive en kommentar

TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: