Det lakker mod enden

Det lakker mod enden

Vi kan ikke stoppe at det lakker mod enden. Enden af sommeren 2018. Den varmeste sommer EVER! 
Det var hårdt for haven. Og i drivhuset sneg temperaturen sig også ofte op i nogle skyhøje tal.

Jeg kæmpede med at holde roserne i live, sammen med alle de nyplantede bede jeg havde anlagt i foråret. Men det gik. Sådan da. Der er nogle få planter der har måttet kapitulere i heden. Men sådan er det jo desværre. Man kan jo ikke både få super-sommer og vildt frodig have på en og samme tid.

Det er dog dejligt at se hvordan planterne atter har fået lidt liv og gro-vilje tilbage. Georginerne sætter nu villigt knopper og er vokset så de har en ok højde (mod de ca 30 cm de havde hen over hele sommeren).

Græsset skal atter slås et par gange om ugen og det ser atter friskt og saftigt ud. Så alt i alt er haven atter ved at ligne sig selv. Dejligt!

Nu mangler jeg kun at få flyttet et af de runde bede jeg anlagde i forhaven i efteråret 2017. Vi fik tidligt i denne sommer udvidet vores indkørsel som gjorde at der blev gjort et lille indhug i forhaven. Det kræver derfor at det ene bed skal rykkes lidt, og det aflange bed skal nedlægges.
Det eneste arbejde det kræver er at der skal graves lidt 😉
Planterne skal genbruges, så der er ikke nogen nyinvesteringer der – tror jeg i hvert fald ikke 😀


Det er bedet nederst i billedet som skal flyttes en anelse og det aflange bed i midten jeg vil nedlægge


Andre planter der ikke har stået helt som jeg ville have det, er blevet flyttet til nye (og forhåbentligt bedre) steder i haven. 
Klatreroserne i gårdhaven har fået klippet deres laaaange grene. Det var egentlig meningen at de skulle vokse hen over en pergola, men der var for varmt at bygge noget som helst da vi havde sommerferie, så det projekt har vi udskudt til engang næste år.
Og blåregnen har også fået en gevaldig studsning.


Blåregnen var blevet ret ‘langhåret’ så den fik en lettere studsning


Klatreroserne havde også givet den gas i den seneste tid, og kommet lidt ud af kontrol.
Så her måtte jeg også forbi med beskæresaksen


Hvis vi når det i weekenden, bliver min vinstok plantet i jorden inde i drivhuset. Lige nu står den i en rigtig stor krukke, men det er ikke rigtig godt. Selvom den er kommet flittigt med vindruer. 
Det bliver en lidt spændende proces, det med vinstokken. For der er jo belægningssten (mursten) på gulvet derinde, og 90 cm stabilgrus under.
Du må hellere følge med og se om det kommer til at gå godt 😀 


Må du få en vidunderlig – omend våd -sensommerdag og weekend




Tak fordi du giver dig tid til at skrive en kommentar

TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: