Det skal jo gøres

Det skal jo gøres

I dag måtte jeg tage mig selv gevaldigt i nakken, og få luget under hækken. Jeg elsker ellers havearbejde, men at luge under hækken, det HADER jeg!!!
Jeg gider ikke ligge der med rumpen i vejret og hive og flå i det ukrudt som har viklet sig så umådeligt meget ind i hækken, at det er en kunst, bare at få hånden ind til selve ukrudtet.
Desuden, så har alverdens kryb og kravl (eller næsten alverdens) tendens til at putte sig i netop den vegetation som befinder sig under hækken. Jeg får det ene chok efter det andet, når der pludselig hopper en tudse frem, fordi jeg lige vækkede den, og nu er i færd med at fjerne dens opholdssted, eller den skovsnegl (eller den endnu mere klamme dræbesnegl!!!) der har ligget og guffet sig tyk og fed (og endnu mere klam og slimet) der under hækken, hvor den ved, at der sjældent er fare på færde. Uff jeg HADER at luge under hækken, og det kommer aldrig til at ændre sig!!!

Nå, men i dag skulle det altså gøres: Vejret viste sig fra den flotte og varme side, så da arbejdsdagen var slut, trak jeg i havehandskerne (dem skal jeg bare have på, for jeg skal ikke nyde noget af at få hverken tudse eller snegl på mine fingre….) og gik i krig.
Jeg må indrømme at resultatet blev rigtig godt, og jeg sidder netop nu og skuer ud over haven, og fryder mig, når blikket rammer hækken der nede, og der ikke er noget ukrudt som skæmmer 🙂

Det er ikke et kønt skue!

Men med en enrgisk indsats (og et par gode havehandsker) lykkedes det at få det hele til at se pænt og præsentabelt ud igen, og hækken kan atter få lidt luft, og vokse sig endnu større.

Bertha kunne slet ikke forstå at hun skulle blive siddende inde på den ene side af hegnet i haven, når jeg nu gik ude på den anden side.

Hun kæmpede en kamp ved havelågen. Hun troede vist at hun kunne mase sig igennem….men ak, det gik ikke.

Alfred derimod, er blevet klogere med årene. Han ved godt at han ikke kan komme med ud på den anden side af hækken, så han sad lige så stille og ventede på at jeg kom ind igen, og jeg kunne nærmest se på ham at han tænkte, at Bertha kæmpede forgæves 😉



Tak fordi du giver dig tid til at skrive en kommentar

TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: