Få mine 5 bedste tips til at få fyldte blomsterbede uden at blive ruineret

Få mine 5 bedste tips til at få fyldte blomsterbede uden at blive ruineret
Hvis du som jeg ELSKER blomster – og planter i det hele taget. Men ikke lige har budget til at fylde alle bedene ud med planter fra den lokale planteskole, så findes der heldigvis andre muligheder for at få en blomstrende have.

Jeg vil give dig mine bedste tips til hvad jeg gør for at få fyldt mine bede, uden at blive ruineret 😉
Følgende 5 metoder bruger jeg flittigt:

  1. Så dine egne sommerblomster
  2. Så dine egne stauder
  3. Tag frø af de blomster du allerede har i haven
  4. Tag stiklinger af de planter du allerede har
  5. Byt med andre haveejere

For at give dig et indblik i hvordan jeg gør, vil jeg vil gå nærmere ind i hvert punkt:

Så dine egne sommerblomster

I det tidlige forår bugner planteskolerne (og supermarkederne for den sags skyld) med MASSER af farverige poser med blomsterfrø i. Hver pose koster ikke mange basseører, og hvis man er heldig, kan man få RIGTIG mange blomster ud af sådan en lille frøpose.
Hvis du vælger at så sommerblomster, skal du være opmærksom på at det er et-årige planter. Det vil sige at de kun blomstrer det år de er sået, og når de visner til efteråret, kommer de ikke igen.

Du kan vælge at vente med at så frøene direkte i jorden i slutningen af foråret / først på sommeren, eller vælge at forspire frøene i din vindueskarm eller drivhus.
Fordelen ved at så direkte på voksestedet er at du ikke har nogen som helst arbejde med at passe de små spirer. De klarer sig selv.
Ulempen ved at så direkte på voksestedet er at der er stor risiko for at du kan komme til at fjerne de små spirer når du luger dit blomsterbed. Eller at de andre omkringstående planter kan kvæle de små spirer inden de bliver store nok.

Det ideelle ved at så sommerblomster er at du kan ændre udtryk i dine blomsterbede fra år til år: Det ene år ønsker du måske at det skal domineres af de lyserøde nuancer. Så er det primært lyserøde sommerblomster du sår. Det andet år vil du hellere have et mere ‘vildt’ udtryk, og derfor sår du måske sommerblomster i mange farver og former.
Sommerblomsterne er også perfekte til at udfylde huller i allerede eksisterende blomsterbede. Jeg bruger dem f.eks. imellem mine roser. Her giver de en god fylde og et flot spil til roserne.

Gode og nemme sommerblomster:

  • Forglem mig ej (de sår lystigt sig selv, så når du først har sået dem i et bed, skal du ikke længere tænke på om de kommer igen)
  • Frøkenhat (Zinnia) fås i mange smukke farver og størrelser
  • Asters
  • Mamelukærmer (er gode til at klatre op ad et hegn o.l.)
  • Ærteblomster (er godt til at klatre op ad et hegn o.l.)
  • Valmuer
  • Stokroser (skal helst stå op ad en mur)
Så dine egne stauder

Hvis du gerne vil have et mere vedvarende udtryk i dine bede, vil jeg anbefale dig at så stauder. Det er dog ikke alle stauder der kan frøformeres, og dermed ikke kan købes på planteskolerne, eller på nettet. Det kan være en anelse mere besværligt at så stauder i modsætning til sommerblomsterne. Men du har mere ud af stauderne på den lange bane og ofte er det arbejdet værd.
Forskellen på stauder og sommerblomster er at stauder visner ned til efteråret, og kommer op igen til foråret. I modsætning til sommerblomsterne der kun er 1 årige.

Jeg vil anbefale dig at du sår dine stauder enten i drivhuset eller vindueskarmen (der er forskellige såtidspunkter for de forskellige planter, så undersøg dette inden du skal så).
Eller endnu bedre:

  • Fyld en flamingokasse med så- og priklemuld.
  • Så dine staudefrø.
  • Stil dem lidt beskyttet, evt. under en hæk eller udhæng og glem alt om dem!

Når foråret kommer, så husker du pludselig at der da vist var noget med at du havde sået nogle stauder. Stor er glæden når du opdager at der nu står en kasse fyldt med små lækre planter, lige til at plante ud i dine bede 🙂

Fordelen ved at så stauder er at du får de samme planter i dine bede år efterår. Og de vokser sig større og større jo ældre de bliver.
Ulempen ved at så stauder er at det godt kan være en smule besværligt at få dem til at spire og gro. Men NÅR de gør det, så er glæden desto endnu større. En del af de frøformerede stauder kan vente med at blomstre til de er 2 år. Dvs. de blomstrer ikke det første år.

Gode og nemme stauder du kan så:

  • Akeleje
  • Stokroser (den opmærksomme læser vil måske bemærke at stokrosen også er nævnt under sommerblomster. Men de findes både som 1 årige sommerblomster og som stauder)
  • Jacobsstige
  • Chrysantemum
  • Studenternellike

Tag frø af de blomster du allerede har

Hvis du har nogle yndlingsblomster i din have som du gerne vil have flere af, enten i samme bed, eller andre steder i din have. Så er det med at tage frø af dem i efteråret når de er afblomstret, og skal til at smide frøene.
Her er det en god idé at samle frøene og lægge dem på et stykke køkkenrulle til at tage den smule fugt der evt. måtte være i frøene. Læg dem tørt, og husk at afmærke hvad det er for en blomst du har taget frø fra.
Nu kan du gøre 2 ting:

  1. Du kan gemme dem tørt og ikke for varmt i et kaffefilter, og så dem det kommende forår enten ved at forspire eller ved at så dem direkte på voksestedet.
  2. Du kan så dem i de før omtalte flamingokasser, hvis det er frø der kan tåle kulden.

Det er rigtig sjovt at så blomster fra egen avl. Og det er så spændende at se om og hvad det bliver til 🙂

Fordelen ved at tage frø fra sine egne planter er at du ved lige nøjagtigt hvad det er for en plante som frøene kommer fra. Du kan multiplicere dine yndlingsblomster i det uendelige, uden at det koster dig en krone.
Ulempen er at der er en smule arbejde i det ved at skulle tage frø, lægge dem til tørre og opbevare dem. Det kræver en smule tålmodighed at vente på at man kan så dem igen.

Gode planter at tage frø fra:

  • Blåregn
  • Ærteblomst
  • Mamelukærmer
  • Frøkenhat
  • Jacobsstige

 

Tag stiklinger af de planter du allerede har

En anden måde at få flere planter i din have på, uden at det skal koste dig en masse penge, kan du også kaste dig ud i at tage stiklinger fra de planter du allerede har i din have. Det er en rigtig sjov process som man kan blive helt bidt af.
Det sjove er at man ligesom får lavet en masse små babyplanter som man skal se om man kan opfostre. Lidt lige som i computerspillet SIMS, hvor man også skulle passe sine ‘børn’ og få dem til at vokse sig store og sunde 😉
Jo mere man nusser om sine stiklinger, jo bedre resultat får man.

Jeg er ikke selv den største haj til at lave stiklinger. Jeg øver mig stadig. Men det er en vildt sjov proces som jeg kaster mig ud i hvert år  Nogle gange med mere succes end andre.

Det er her du virkelig kan få noget ud af dine planter der er lidt dyre at indkøbe, og derfor ved at lave dem selv, kan spare betydeligt med penge OG hygge dig samtidig.

Fordelen ved at tage egne stiklinger er at du kan formere dine yndlingsplanter og slippe for at købe dem i dyre domme. Og at du hurtigt får et resultat at se.
Ulempen er at hvis man ikke sørger for at passe sine stiklinger korrekt, risikerer du at der ikke er gevinst. Derfor er mit råd: Tag nu RIGELIGT med stiklinger, så du kan iregne et vist tab.

Byt med andre haveejere

Her er Facebook genial!
Bliv medlem af flere havegrupper, hvor man kan bytte, give bort eller afhente planter gratis. Det er rigtig smart. Eller bliv medlem af de lokale salgsgrupper i din kommune, hvor der også ofte er mulighed for at komme af med sine planter eller få fat i nogle. Ganske gratis!

Jeg har f.eks. fået en kæmpe stor staudemargueritte, Hosta og Løvefod fra en dame der var ved at sælge sit hus, og defor skulle have tyndet ud i sin have, for at den kunne se mere ryddelig og overkommelig ud. Jeg havde bagagerummet fyldt da jeg kørte derfra!

Fordelen er at planter som oftest gives væk gratis.
Man kan være heldig at planterne allerede har vokset sig store, og giver derfor fylde i bedet med det samme.
Ulempen kan være at man skal som regel selv grave planterne op.
Det er ikke altid lige den plante man drømte om man kan få, så måske man skal ‘nøjes’.



TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: