Georgineknoldene skal op af jorden

Georgineknoldene skal op af jorden

Vinteren banker på, og derfor skal georgineknoldene op af jorden, inden de går til. De kan nemlig ikke tåle frost.

I weekenden kom der en lille snert frost, og alle blomsterne på georgineplanterne lå fladt hen ad jorden. Det var tegnet til mig om at nu var det tid til at få gravet knoldene op.
Så i går måtte jeg i gang med greben for at få alle georginerne sikkert op af jorden og lagt til tørre, inden de skal pakkes væk for vinteren.

Jeg havde heldigvis forberedt mig, så jeg havde i forvejen taget billeder af alle planterne da de stod med de smukkeste blomster. Herefter printede jeg hvert billede, laminerede det, lavede hul og bandt en snor i.
Så for hver plante jeg gravede op, bandt jeg det billede jeg havde lamineret der passer til planten omkring den. På den måde kan jeg kende knolden til foråret når jeg skal lægge den i jorden igen 🙂

Efter opgravningen klippede jeg selve planten af knolden, og lod et lille stykke af stængelen sidde (det er her jeg binder plantens billede-ID omkring). Bankede den værste jord af, og lagde hver knold til tørre på nogle aviser i orangeriet. Her skal de ligge i nogle dage, indtil den resterende jord er tør og kan børstes af.

Med risiko for at der kommer lidt nattefrost igen, har jeg lagt lidt fiberdug hen over knoldene.

Planen er så at få købt nogle plastickasser, hvor jeg vil lægge en avis i bunden og placere knoldene heri. Og da jeg har en del georgineknolde, kommer jeg nok til at skulle bruge 4 kasser:

De kan købes i Bauhaus. Der har de en hel serie af kasseopbevaring. Det er vildt smart. Og jeg tror også jeg vil købe en bund med hjul på, så jeg kan trille stabelen af kasser rundt, hvis jeg lige skal bruge lidt plads, der hvor de kommer til at stå opbevaret:

Så med georgineknoldende taget sikkert op af jorden, er haven snart gjort vinterklar. Jeg mangler bare at få klippet mine pelargonier lidt tilbage og få sat dem på vinterophold indenfor på min kølige repos på 1. salen. Jeg ved ikke om det kommer til at lykkes mig, men nu prøver jeg i hvert fald 🙂

Hvad med dig? Er du ved at være klar til vinterens komme?

 

 

 



TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: