Havregrynskugler med et twist

Havregrynskugler med et twist

Når vi siger december, siger vi også havregrynskugler her hos os. I aftes lavede jeg de lækreste havregrynskugler med et twist:
Basen af kuglerne er IKKE smør og sukker, som i de traditionelle kugler, men derimod dadler. Dadler er også billige lige nu, så alle supermarkederne har dem på hylderne, i ret friske udgaver 🙂
Jeg ved godt at det lyder helt vildt helse-agtigt. Det er det jo i og for sig også, men jeg LOVER dig de smager godt, de havregrynskugler – og så kan man jo snildt nappe en enkelt eller to ekstra, for de tæller nærmest ikke på kaloriekontoen.

Opskriften fandt jeg hos Sunhedsbanditten som laver ret mange lækre og sunde opskrifter.
Jeg lavede dobbeltportion, for jeg havde på fornemmelsen at kuglerne nok hurtigt fik ben at gå på.

Nedenstående er den oprindelige opskrift, og derfor det halve af hvad jeg lavede:

Ingredienser

  • 250 gram dadler uden sten
  • ½ dl vand
  • 30 gram nødder (fx cashew­nødder, mandler, hasselnødder)
  • 30 gram kakaopulver
  • 30 gram gram kokosmel
  • 50 gram havregryn

 

Fremgangsmåde 

Fjern stenene fra de friske dadler. Blend dadler og vand med en stavblender indtil massen er fin og samlet. Hak nødderne groft og bland dem i daddelmassen sammen med kakaopulver, kokosmel og havregryn.

Tril dem i fx havregryn, kakaopulver, kokosmel, lakridspulver eller hakkede mandler.

Det er virkelig KUN fantasien, der sætter grænserne med hensyn til både smag og hvad du triller dem i.

Stil kuglerne i køleskabet i et par timer, når du har trillet dem i kokos.  De skal lige ‘sætte sig’ og blive lidt mere faste i det.

Hvis du tvivler på, om det er liiiige lovligt alternativt til dig og din familie, så giv alligevel havregrynskuglerne en chance. Min ældste datter, som ikke er så meget for mine alternative opskrifter, synes faktisk at de smager ret okay 🙂

IMG_7700

IMG_7702-1

Som du kan se, skal der ikke meget til at lave havregrynskuglerne, og så er det så nemt, at selv ungerne kan være med til at lave dem.

Og nu hvor vi snakker om ungerne: December tilbyder mere end RIGELIGT med sukker og fedt, så hvorfor ikke minimere indtaget der hvor det er muligt, uden det går ud over julesmagen og hyggen?

Jeg regner også med at jeg atter i år vil lave konfekt af min egen hjemmelavede marcipan. Det smager bare lige en tand bedre, og så er det heller ikke fyldt med sukker og tilsætningsstoffer. Det kan jeg altså godt lide 🙂
Men mere hellig er jeg altså heller ikke, for de traditionelle fedtkager fra min barndoms jul, skal naturligvis også bages. Det samme skal knepkagerne (det hedder de altså). De er hverken helse-agtige eller specielt sundhedsfremmende, men de hører sig bare julen til for mig 🙂

Efterlad gerne en fortælling i kommentarfeltet nedenfor, om hvad du bager eller har af andre traditioner i julemåneden.

Glædelig 2. december 🙂



TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: