Mit liv som piskesmældsramt

Mit liv som piskesmældsramt

Piskesmældsramt

Jeg har desværre ikke fået skrevet et blogindlæg i over 2 uger. Det er der en træls grund til:
Jeg er en af de mange tusinder af danskere, som lider af kronisk piskesmæld, med dertil hørende kronisk hovedpine og migræneanfald.

timthumb

 

Heldigvis oplever mange, at deres piskesmæld er midlertidigt, og de bliver raske igen. Men desværre er jeg en af de uheldige, hvor skaden er så stor, at den bliver permanent og dermed kronisk.

Piskesmældet kom ind i mit liv tilbage i 2001, og i 2008 fik jeg stillet diagnosen ‘Kronisk piskesmæld’.

Årsagen til skaden var på mit arbejde, hvor jeg som pædagog fik nikket en skalle. Det forårsagede at den øvre del af mine nakkehvirvler blev beskadiget da mit hovede røg bagud ved slaget. Den kroniske hovedpine og konstante nakkesmerter blev fra den dag en trofast følgesvend døgnet rundt.

Det kan være svært at forklare ens omgivelser hvad det er jeg døjer med. Jeg ser jo rask og frisk ud. Er glad og fuld af liv. Men de ser heller ikke når jeg hver dag må gå hjem i min seng og sove et par timer om eftermiddagen. Det bliver jeg nødt til for bare at kunne have en nogenlunde aften med min familie.
De oplever heller ikke at når jeg er med til en fest, så har jeg inden da fyldt min krop med medicin. Kun for at kunne deltage i festen, og at jeg dagen efter (og ofte 2 dage efter) har migræne og en ødelagt nakke og ryg -og nej, det er IKKE tømmermænd 😉

Livet på standby

Det er kun mine nærmeste der ved hvor meget mit liv bliver sat på stand-by, hver gang jeg skal trække halve eller hele dage ud af kalenderen for at kunne komme på fode igen.

Jeg har for længst accepteret at mit liv med piskesmæld er som det er. Og der er nogle forholdsregler jeg skal tage mig. Desværre udvikler mine følgeskader af piskesmældet  sig desværre mere og mere som årene går. Den konstante ‘snurren’ i hænder og fødder er blevet kraftigere, og fingre og tæer bliver stive. Min lænd har altid været påvirket af piskesmældet: nakkehvirvlerne har jo direkte kontakt til hele rygsøjlen. Den er nu så påvirket at også den udvikler ‘gigtlignende tilstande’.
For ikke at snakke om mine skuldre som også har set bedre dage 😉

Jeg skriver ikke alt dette her for at komme med hele min sygehistorie, eller for at få medfølelse. SLET ikke! Som før nævnt, har jeg accepteret tingenes tilstand. Jeg skriver dette for at få mere fokus på de ‘usynlige’ sygdomme eller skader som mange mennesker går rundt med. Men som vi som samfund og omgangskreds ikke helt vil/kan acceptere.

Accept fra omverdenen

Han kan jo bare tage sig sammen‘ siger nogle om manden der har svært ved at stå oprejst i 7 timer, på grund af en rygskade.
Så svært kan det vel heller ikke være at huske hvad jeg hedder‘. Tænker kvinden om den anden kvinde der ikke lige kan huske hendes navn, fordi hun for mange år siden fik en mindre hjerneskade.
Hun ser jo ikke syg ud. Det er nok bare fordi hun ikke gider at lave noget‘ snakker naboerne om hende som lider af en ledsygdom som ‘kommer og går’.

Jeg vil gerne slå et slag for ‘den usynlige sygdom’. Hvis vi er flere der tør stå frem og fortælle åbenhjertigt omkring hvordan vores liv er blevet med den skade eller sygdom vi har pådraget os. Mit håb er at der via mere viden kommer en større accept af os som ikke ligner en der er syg.

For at vende tilbage til, hvorfor jeg ikke har skrevet på bloggen i over 2 uger: Fordi min hovedpine og migrænen har forstyrret mit liv på det groveste. Jeg tror og håber dog at jeg atter er kommet ‘på den anden side’ for nu 🙂

Må din dag blive fyldt med en masse solskin. Jeg ved min den gør <3



Tak fordi du giver dig tid til at skrive en kommentar

TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: