Mit lille avocadotræ

Mit lille avocadotræ

At fremavle sig sit eget lille træ, er der rigtig mange der synes kunne være sjovt. Specielt et avocadotræ står øverst på mange (kvinders?) ønskeliste.
Der er også rigtig mange der kaster sig ud i projektet, men må give op, da det kan være utrolig svært at få avocadostenen til at spire, uden at den rådner og dermed ikke kan udvikle sig til det ønskede træ.

Jeg er selv en af dem der igen og igen har prøvet at få den lille djævel til sten til at spire. I starten går det rigtig godt. Men lige pludselig stopper spireprocessen og den lille sten rådner og spirerne med. ØV!

Jeg søgte og søgte på nettet. Men det var hele tiden den samme fremgangsmåde jeg stødte på, og det var jo ikke den måde jeg havde heldet med mig til at få fremavlet mit eget lille avocadotræ 😉
Men pludselig stødte jeg på et blogindlæg på bloggen Christina Dueholm hvor hun også fortæller om alle de mislykkede forsøg. Men hun fortæller også om en ANDEN og mere SUCCESFULD metode at få avocadostenen til at spire.

Den metode måtte jeg afprøve

Så for ca 3 måneder siden pakkede jeg en avocadosten ind i fugtig køkkenrulle og pakkede det ind i en plasticpose og lagde hele molevitten under vores seng i soveværelset.
I dag tog jeg den så ud, og vupti: Der var kommet en lang og kraftig spire og flere meget kraftige rødder. Yay! Succes!!!!!

Og med en dag fyldt med masser af solskin, ja så var det bare om at gå i orangeriet og nyde varmen igennem glasset, mens jeg plantede mit lille trofæ i en lille fin potte 🙂

Posen hvor den spirende avocadosten ligger pakket ind i fugtig køkkenrulle
Den lille teracottapotte som stenen skal plantes i.

Jeg har lavet en lille film hvor du kan se jeg pakker stenen ud. Du skal glæde dig over at der endnu ikke kan overføres dufte via nettet (og jeg er glad for at jeg ikke har nogen lugtesans): Den dunst der kom ud af posen da jeg åbnede den, var ikke for sarte sjæle!
Da jeg ikke har nogen lugtesans, kan jeg ikke forklare hvad det lugtede af, men jeg kunne mærke at der var en lidt amoniak-agtig ‘duft’ da posen blev åbnet 😀 Det skar i både næse og svælg ……

Som du kan se på videoen, er spire og rødder meget flotte og kraftige.
Så jeg har stor forventning til at denne gang skal det nok lykkes 🙂

Jeg skal selvfølgelig nok lave løbende opdateringer, så du kan følge med i hvordan det går. Og måske bliver du inspireret til også at prøve denne metode 🙂

Så er den spirende avocadosten klar til at flytte ind i min stue.
Nu er det bare om at snakke med den hver dag, og håbe på at den vil ‘bo’ her hos mig, og vokse sig til et stort og flot avocadotræ 🙂

Nu vil jeg ud og nyde mere af den solfyldte mandag. Må din start på ugen blive lige så solskinsfyldt, og måske endda feriefyldt?

 



TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: