Onsdag er lig med fridag

Onsdag er lig med fridag

Jeg elsker onsdag. Onsdag er lig med fridag, og den er tiltrængt. Når jeg har en pause i mit arbejdsliv midt på ugen, kan jeg meget bedre komme igennem en arbejdsuge, uden at være ødelagt alt for meget.
Piskesmældet har jo desværre givet mig en del udfordringer, både fysisk og psykisk. Det værste er nok at jeg ikke længere kan yde og præstere så meget som jeg kunne tidligere. Jeg er blevet begrænset i mit privatliv og i mit arbejdsliv.

Jeg er heldigvis skruet sådan sammen, at jeg ikke sætter mig ned og synes det er synd for mig. Jeg vil hellere ændre min måde at leve på, så jeg kan tage hensyn til de udfordringer som piskesmældet giver mig i min hverdag, og så være glad og positiv over at det overhovedet kan lade sig gøre. Jeg er MEGET taknemmelig over at leve i et land, hvor der er plads på arbejdsmarkedet til personer som mig, hvor arbejdsglæden og gnisten stadig er kæmpe stor, men som desværre ikke kan yde på fuld kraft i 37 timer om ugen.

Selvom der bliver stadig strengere vilkår for os, så har jeg en stålfast tro på at de danske politikere i fremtiden ikke udelukkende lader deres beslutninger styres af kolde tal, spindoktorer og regler, men at de stadig har en smule af deres medmenneskelighed i behold. Tiden vil kun vise om troen på dem holder.

Tilbage til min onsdagsfri!

I dag havde den ældste datter også fri. Hun går i 3.G så en fridag var også kærkommen for hende.
Vi startede morgenen i langsomt tempo, hvor jeg smed 2 plader koldhævede boller i ovnen. Jeg havde rørt dejen sammen i aftes, og stillet skålen i køleskabet natten over.
Imens kaffen bryggede på maskinen, og teenageren fik øjne, blev der fremtryllet de lækreste durum-boller i ovnen!

IMG_7516

De smager fantastisk, og er super nemme at lave.
Opskriften kommer her (ca. 26 stk.):

  • 30 g gær
  • 1 l koldt vand
  • 8 store spsk olie
  • 2 spsk salt
  • 600 g durummel
  • 600 g hvedemel

Sådan gør du:
Rør gæren ud i det kolde vand.

Tilsæt olie, salt, durummel og hvedemel. Rør dejen godt, den skal være ret fugtig, da melet suger væske i løbet af den tid den står i køleskabet. Jeg rører den på maskine, og lader den røre i ca. 5 – 10 minutter.

Hvis du også rører dejen på maskinen, så lad dejen blive i røreskålen og sæt film henover (fugt evt. kanterne uden på røreskålen med vand, så sidder filmen godt fast)
Hvis du har rørt dejen sammen med elpisker eller ‘med hånden’ bør du komme dejen i en oliesmurt skål, og smør toppen ind med olie, og dæk skålen med film (ligesom ovenstående)

Stil i køleskabet natten over.

Sæt dejen på bageplade med 2 skeer (den er sådan lidt “sej” og “lang” i det). Bollerne kan godt have en tendens til at flade lidt ud, så for at undgå dette, kan man “trække” lidt op i dejen, lige inden de skal ind i ovnen, så dejen ikke er faldt helt sammen.

Hæld varmt vand i en bradepande, og sæt den nederst i ovnen.

Sæt pladen med bollerne i midten af en 230 grader (almindelig ovn) 210 grader (varmluft) – og bag dem i ca. 20 min, eller til de er gyldne og gennembagte.

Lad bollerne afkøle i ca 10 minuter på en rist, inden du spiser dem. Krummen skal nemlig have tid til at ‘sætte sig’ 🙂

Resten af dagen er gået med praktiske små-opgaver:
Flytte krukkerne med pelargonier og oliventræet ind i udestuen.
Handle ind til aftensmad.
Træne lille Karla-hunden i bilkørsel.

I morgen og 2 dage frem stempler jeg ud. Hvad jeg skal, fortæller jeg mere om i weekenden der kommer 🙂

Go´onsdag til dig og dine <3



TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: