Tyggegummi og kæbeøvelser

Tyggegummi og kæbeøvelser
At tygge på tyggegummi kan være noget af en kunstart

Jeg er en af de mange, hvis pas har en fejl, og derfor skal have lavet et nyt.
Derfor tog jeg i går til kommunen, ind til Borgerservice for at få styr på sagerne.

Middelfart rådhus er under en stor ombygning, så de forskellige kommunale kontorer er fordelt rundt omkring i byen, i forskellige lokaler, som er blevet intermistisk indrettet. Borgerservice er ingen undtagelse:
Lange smalle gange og små rum, men det fungerer. Venterummet hvor vi borgere skal vente på at det bliver vores tur er RET lille. Der står 6 stole, men reelt set, kan der kun sidde 1 – 2 personer. Sætter der sig flere, er jeg bange for at det bliver med fare for at ende i ‘Kluddermutter’.

Jeg trak mit nummer: 244 (der er 3 i kø foran dig).
Sådan stod der på min nummerseddel. Jeg stillede mig lidt for mig selv, så jeg slap for Kluddermutter og stod med ryggen til venteområdet.

Der var ret lang ventetid, men sådan er det jo engang imellem. Så tankerne fik frit løb. Mine tanker blev stoppet brat, da der kom en hvislende og smaskende lyd bag mig. Jeg vendte mig ikke om, for jeg konkluderede at det var en borger der var meget tørstig, og som drak vand af en flaske.
Den samme lyd fortsatte uden pause ret længe endnu, og jeg tænkte at vedkommende var RET tørstig, men han/hun gerne måtte skrue lidt ned for de lyde – det lød ærlig talt ikke specielt godt.
Da lyden stadig ikke stoppede, vendte jeg mig om for at se hvem der dog kunne drikke SÅ længe, og med SÅ grimme slubrende og smaskende lyde.

Der, mellem alle stolene, sad en pæn og nydelig dame på omkring de 60 og gnaskede løs på hendes tyggegummi, der fyldte det halve af hendes mund. Hun tyggede meget ihærdigt, det skal hun have, og jeg er stadig imponeret over hendes kæbers smidighed.
Kvindens tyggeteknik var en af de sjældnere: Hun kunne tygge på denne store klump uden overhovedet at den nærmede sig udgangen, og samtidig have halvt åben mund. Imponerende!
Lydende var hun også ret ferm til: Smask og slubrelyde flød lifligt ud mellem hendes vidtåbne læber.

Skulle jeg lave samme øvelse, ville jeg være nødt til at være ret koncentreret. Det var noget af en bedrift, men kvinden sad afslappet og trykkede lidt rundt på hendes iPhone6.

‘BLIM BLIM’. Lyden fra nummertavlen lød, og det var nu min tur.
Jeg gik hen til den skranke jeg skulle være ved, og fik ordnet mit pas. Jeg var næsten færdig, da jeg et stykke op ad gangen atter kunne høre den smaskende og slubrende lyd.
Den tyggegummityggende kvinde var nu også kommet til ‘hendes’ skranke. Det var med medfølelse i hjertet jeg så kommunens medarbejder stå med kvinden, der gnaskede ham HELT oppe i hovedet og ville have ham til at hjælpe hende med at gå på internettet på hendes iPhone6.

Jeg kunne alligevel ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet og gik ud i den friske luft, hvor smaskelyde blev afløst af fuglefløjt og billarm.

 



Tak fordi du giver dig tid til at skrive en kommentar

TAK FORDI DU GØR DET ENDNU SJOVERE AT LÆSE MED HERINDE :-)

  Subscribe  
Giv mig besked

%d bloggers like this: